Hvad er forskellen mellem vævet interlining og non-woven interlining

Interlining, også kendt som selvklæbende interlining, bruges hovedsageligt til tøjkraver, manchetter, lommer, nederdele, taljer, søm og jakkesæt, og andre dele, der generelt indeholder smeltelimbelægning. Ifølge forskellen på basisstoffet er den bundne mellemfor hovedsageligt opdelt i to typer: vævet mellemfor og ikke-vævet mellemfor.

1. Non-woven interlining, som navnet antyder, er en klud dannet uden vævning.

Procesprincip: Den kemiske fiberviscose udsættes for høj temperatur og højt tryk for at danne en basisklud. Derefter anbringes et lag smelteklæber på overfladen af ​​basisstoffet gennem en belægningsmaskine og tørres derefter for at danne det ikke-vævede mellemfor, vi bruger.

Sådan bruges: Sæt den limede side af mellemforingskluden på stoffet, og opvarm det derefter med en bindemaskine eller et strygejern for at smelte limen på mellemforingskluden, for at opnå effekten af ​​binding til stoffet.

Egenskaber: billig, blød at røre ved, men ikke særlig vaskbar (der vil være krav til vandets temperatur, normalt kun under 70 grader)

2. Der er vævet mellemfor. Det almindeligt anvendte udstyr er en nøglestangsvæv og en vandstrålevæv, og polyester laves til et basisstof gennem vævning.

Basisstoffet af vævet mellemfor er opdelt i vævet eller strikket. Strikket mellemfor kaldes også: strikket stof og strikket stof slags.

Det vævede mellemfor er nu PA-belægning. Før i tiden blev pulverlim normalt brugt på markedet. Det er kendetegnet ved en stor mængde lim og en enkel produktionsproces. Ulempen er, at det på grund af den store mængde lim er let at frembringe limgennemtrængning. Det er nu blevet elimineret.

Topunktsprocessen uden foundationpasta er kendetegnet ved nem kontrol af limmængden, stærk vedhæftning og modstandsdygtighed over for vask og andre behandlinger. Bruges nu af de fleste producenter. Det vævede mellemfor er kendetegnet ved stærk trækkraft, god elasticitet og vaskemodstand.